torsdag den 22. maj 2014

Torsdag den 22. maj

I skrivende stund sidder 31 Globale Teenagere henslængt i sofaerne i dagligstuen med en is i hånden og ser film. Filmen er arabisk og foregår lige der, hvor vi har været: nemlig i Jaffa, Tel Aviv og Jerusalem, og alt ved den minder os om den fantastiske tur, vi havde i marts.
For vi er nået til dagen med den sidste undervisning. Et års arbejde som Global Teenager afsluttes, tilbage er kun at afvikle et oplæg og noget indsamling ved elevstævnet på søndag - det skal vi lige kigge på efter middag i dag!

Formiddagen er brugt på at øve sig på at holde det oplæg, som en flok elever har lavet: her ligger både et manuskript og en præsentation med billeder og stikord, som alle eleverne har adgang til, hvis de skal holde et oplæg i en forening eller lignende.

Og så havde vi årets sidste blogrunde, hvor eleverne bare skulle svare på det lille spørgsmål om, hvad de har lært som global eller lært af at være global. Og det kom der en række forskellige bud på, som alligevel har noget til fælles - nemlig det, at eleverne har opdaget, at verden er skæv, og at de kan gøre noget ved det!

Nogle af buddene på, hvad eleverne har lært var:
-at se konflikten fra flere sider og at forstå andre menneskers holdninger
-at det er svært at løse konflikten
-at åbne øjnene for en helt anden verden og tage stilling til den
-at der er mange muligheder for at hjælpe i verden
-at verden ikke er så sort/hvid som jeg måske tror
-at begå mig mellem mennesker, jeg ikke kender og som har en anden tilgang til verden
-at verden er større og hårdere end man lige tror
-at diskutere, argumentere, klassificere og perspektivere
-at se med andre øjn på det, jeg tidligere hurtig ville have en holdning til
-at velgørenhedsarbejde er undervurderet
-at møde fremmede mennesker og høre deres historier

Tilbage sidder de to lærerinder med fornemmelsen af, at de unge mennesker er blevet klogere - og det er vi også! Tak for lån!

De sidste linjer fra de globale i år vil være at finde i det sidste elevmagasin, som kommer omkring sommerferiens begyndelse. Her vil I kunne finde en rejsedagbog med billeder.

Mange hilsner
Solvej og Lone


Ingen kommentarer:

Send en kommentar